Pressemeddelelser

Ved større arrangementer for profilering af UngAalborg eller markeringer med særlig interesse for den brede befolkning har vi mulighed for at udsende pressemeddelelser. Der er professionel hjælp at hente – men kom i gang i god tid. Børn og Unges Kommunikationsteam (se nederst) er generelt altid interesseret i at høre om de gode historier – stor som små.

VIGTIGT! Inden en pressemeddelelse udsendes, skal den godkendes af Ungdomsskolelederen.

Pressemeddelelse. Overvejelser…

Er en pressemeddelelse den bedste måde at formidle din historie?

  • Det er let at forfalde til en pressemeddelelse, fordi sådan en “plejer” man at sende. Men af og til kan du med fordel ringe direkte til det relevante medie, spørge om de har interesse i historien, og tilbyde at sende en mail, hvori du kort gør rede for hvad, hvem, hvor og hvornår. Giv gerne her navn og eventuelt kontaktoplysninger på kilder, som kan/skal udtale sig.
  • Overvej i stedet eller som supplement at bruge dine sociale kanaler, et nyhedsbrev, intranet, eller andet, hvor din målgruppe er let at nå.

Hvad er din historie, og hvad gør den unik?

  • Overvej, om din historie er så god, at du kunne se dig selv fortælle den videre til en ven. Hvis ikke, skal den måske fortælles med lidt mere saft og kraft – eller slet ikke fortælles.

Hvad er vinklen på din historie?

  • En historie til medierne bør kun indeholde én vinkel. Bestem derfor, hvad det er, du vil fortælle med din historie, og sælg den på det.

Er din historie aktuel?

  • Aktuelle historier behøver ikke nødvendigvis at være nye historier – men det hjælper.
  • De fleste medier vil helst fortælle noget, som er nyt og aldrig fortalt før. Men har du en historie med en anderledes vinkel, eller som passer ind i et aktuelt, eventuelt landsdækkende tema/trend/emne, så kan du sagtens sælge en historie om noget, du har arbejdet med i længere tid.

Hvem er modtageren?

  • For at få den bedste vinkling på din historie, skal du overveje, hvem din historie er væsentlig for, hvem din målgruppe er, og hvilket medie, der når ud til målgruppen.
  • Skriv i et sprog, der er til at forstå for modtageren, som ikke har din faglige indsigt.

Hvordan kan du gøre din historie levende?

Ord alene sælger sjældent en historie til medierne. Gør dig derfor tanker om, hvilke gode billed- eller videomuligheder, der er i din historie. Kan du tage dem selv eller give en forsmag, er det godt, hvis ikke, så beskriv til dit valgte medie, hvad de kan forvente at kunne tage billeder af, når de kommer.

De gode råd

Overskriften – gør dig bemærket i mængden
Journalister får dagligt rigtig mange pressemeddelelser og gode historier i indbakken. Derfor er det vigtigt, at du allerede i overskriften gør din historie bemærkelsesværdig og fanger journalistens opmærksomhed. Din overskrift vil sandsynligvis ikke blive brugt af journalisten, så det er vigtigere, at den dækker historien, end at den er sprogligt sjov/finurlig/lækker.

Generelt om overskrifter:

  • Skal max fylde én linje.
  • Skal gerne indeholde noget æggende/overraskende.
  • Skal være præcis frem for finurlig.

Eksempler:

  • Første bod med 100 % økologisk skolemad i Aalborg Kommune
  • Resultater fra afgangsprøver overrasker positivt

Læs meget mere om hvordan du skal forholde dig til indholdet her:
https://skolekommunikation.aalborg.dk/kommunikationsstrategi/pressemeddelelse

Hjælp og support

Børn og Unges Kommunikationsteam kan hjælpe med udformning af pressemeddelelser og -kontakt, ligesom de kan sende en pressemeddelelser ud via kommunens pressemodul.

Skriv til kommunikation-skole@aalborg.dk

Har du brug for hjælp med udtalelser, håndtering af penible situationer eller anden kontakt til pressen, kan du også tage fat i forvaltningens pressekontakt
Cornelius Corneliussen på cco-skole@aalborg.dk / +45 93 52 00 11 (uden for almindelig åbningstid +45 99 82 10 82).

Det sidste telefonnumer er Pressevagten for Aalborg Kommune. Her kommer du i kontakt med en presseansvarlig fra en af de andre forvaltninger.

Cornelius Corneliussen
cco-skole@aalborg.dk
+45 93 52 00 11