Aalborg Ungebyråd

Fed mulighed skal udnyttes

Tre medlemmer af Aalborg Ungebyråd 2025
Edda, Svante og Juliane ser frem til den ny mulighed, som Aalborg Byråd har givet Ungebyrådet.

Et års arbejde for at kunne fremsætte op til fire beslutningsforslag årligt på Aalborg Byråds dagsorden er endt med positivt resultat for Aalborg Ungebyråd.

“Det er en fed mulighed, der skal udnyttes,” siger ungebyrådets formand, 16-årige Svante Sondaj Hansen, der sammen med to af sine råds-kolleger, Edda Munk Brandtoft og Juliane Hastrup Allengreen, har flere idéer i støbeskeen.

“Byrådets beslutning er så ny, at vi endnu ikke har fået formuleret vores forslag præcist. Men en af de ting vi godt kunne tænke os at få sat fokus på er nikotin-misbruget blandt unge,” siger Svante Sondaj Hansen, hvis synspunkt bakkes op af Edda Munk Brandtoft:

“Der er allerede kampagner i gymnasiet om nikotinstop, men det vi arbejder med er primært det, der sker i grundskolen. Håbet er at vi kan få formuleret et forslag, der enten kan indgå i CampUng/Rusmiddelugen eller i et samarbejde med sundhedsplejerskerne. Vi er i en alder, hvor vi omkring mange ting skal forbi med vores forældre. Men der er emner, der kan være svære at tale med dem om. Så måske kunne man få et sted, hvor man anonymt kan melde sig og få hjælp.”

Juliane Hastrup Allengreen, der går i 10. klasse, oplever dagligt nikotin-problemerne på sin skole.

“Det er helt klart noget, der skal gøres noget ved. Ikke kun fordi nikotin er kræftfremkaldende, men også fordi der mellem sofaerne i vores afdeling ligger tomme puff-barer i skraldespandene, og der lugter af puff på toiletterne,” siger hun.

Juliane Hastrup Allengreen sidder i Ungebyrådet med i et udvalg, der arbejder med belysning på cykelstierne, grønne områder og skraldespande:

“Det er områder, hvor der i Aalborg helt klart er basis for forbedringer, så det skal vi have gjort voksen-politikerne opmærksomme på.”

Aalborg Ungebyråd har også et udvalg, der har fokus på forbedring er børn og unges mentale helbred.

“Man kan sagtens forestille sig, at vi indenfor dette område kommer til at fremsætte et forslag,” siger Edda Munk Brandtoft.

Hun roser Aalborg Kommune for at give Ungebyrådet mulighed for at fremsende beslutningsforslag.

“Heldigvis bor vi et sted, hvor politikerne er åbne over for unges medbestemmelse. De er gode til at mødes med os, og det er fedt. Selvfølgelig er der mange ting, der kan blive forbedret, men i forhold til de fleste andre kommuner er vi længere,” siger Edda Munk Brandtoft.

Aalborg Kommunes rådmand for Børn og Unge, Morten Thiessen, glæder sig over, at de unge har lyst til at blande sig i debatten.

“Det falder meget naturligt, at Ungebyrådet nu får ret til at få sager behandlet i byrådet. Det eneste jeg kan være ked af i forhold til forslaget er, at der er sat et specifikt tal på. Man må gerne få flere end fire idéer om året – det er ikke ulovligt,” siger han med et smil.

Svante Sondaj Hansen føler sig ikke ramt.

“Slet ikke. Det gør jeg sjældent, når han udtaler sig. Kan vi nå at få leveret to eller tre forslag inden sommer, vil jeg være tilfreds,” lyder hans slutreplik.

 

Læs mere om Aalborg Ungebyråd: HER

____________________________________

FAKTA

Aalborg Ungebyråd

  • er en partipolitisk uafhængig organisation med hjemsted i Aalborg Kommune
  • formålet er at varetage børn og unges interesser overfor kommunens beslutningstagere samt i andre sammenhænge at agere talerør for børn og unge
  • i øjeblikket består rådet af 18 demokratisk valgte unge, men der er plads til op mod 31 medlemmer, der hvert år i juni bliver udnævnt efter et online-valg

Aalborg Ungebyråds 4 største ‘sejre’

  1. Man har specielt i de seneste to valgperioder haft et tæt og struktureret samarbejde med voksen-byrådet
  2. På Aalborg Byråds ordinære møde 20. januar 2025 blev det godkendt, at man i hver et-årige valgperiode har mulighed for at anmode Aalborg Byråd om at få behandlet op mod fire beslutningsforslag
  3. Etablering af Grundlovsfesten, der i fjor i Karolinelund havde over 800 deltagere
  4. At der er blevet afsat en halv million kroner årligt til øget sexualundervisning, der varetages af “Sexualisterne” og sundhedsplejerskerne

Læs flere historier fra UngAalborg

"

Ungdoms-klubben er mit fristed

16-årige Julius Kallehauge er bidt af Vejgaard Ungdomsklubs hyggelige omgivelser og venlige atmosfære. Siden han fyldte 13 år og fik mulighed for at komme her, er han dukket op næsten hver eneste åbningsaften.

Theis glæder sig

UngAalborg er af Industriens Uddannelse blevet godkendt som læreplads til at tage imod lærlinge på Crossbanen Hvorups værksted. Det glæder 18-årige Theis Rothmann. For da UngAalborg tidligere i år søgte efter interesserede kandidater, var Nørresundby-drengen ikke i tvivl om, at her var der en elevplads, hvor han både kunne lære en masse og stortrives.

Udbytterig workshop

Aalborgs Ungebyråd og Fælleselevråd samarbejder med ungebyrådet i den ukrainske by Mykolaiv. Senest har parterne afviklet en udbytterig workshop, der havde “Youth Policy and Democracy” som overordnet tema.

Gigantisk succes

Sikke en aften på Stationen. Således skabte de unge kunstnere ved Open Mic-arrangementet 8. april en enestående atmosfære. Og snart er der Open Mic igen…

Eid-fest med banko og masser af kage

Sønderbro Ungdomsklub havde stor succes med sin Eid-fest, der markerede afslutningen på fastemåneden Ramadan. De 25 deltagere havde en festlig aften, hvor stemningen – ikke mindst på grund af muligheden for at spise kage – var i top.

Nu kan du melde dit kandidatur

Har du lyst til at gøre en forskel for unge som dig selv? Kan du sige ja til dette, kan du nu melde dig som kandidat til Aalborg Ungebyråd. Opstillingsproceduren blev indledt 27. marts og løber frem til fredag 16. maj. Det ny Ungebyråd præsenteres ved Grundlovsfesten 5. juni i Karolinelund.

Børns rettigheder til diskussion

Vadum Skole dannede 24. marts rammen om KLUBLEDERFORUM. Her havde uddannelseskonsulent Lone Smidt fra Børns Vilkår et oplæg om børns rettigheder og forebyggelse af negativ social kontrol. Desuden var der en fælles drøftelse omkring Grundlovsfesten 5. juni i Karolinelund, hvor der ventes deltagelse af op mod 800 børn og unge.

Skamling-trio var bedst

Trio fra Skamling Efterskole skabte i fællesskab det ‘bedste spil’ ved 12. udgaven af Future Game Makers Jam på Stationen i Nørresundby. Læs mere om arrangementet her.

Berlin-studietur var en øjenåbner

Aalborg Ungebyråds studietur 13.-16. marts til Berlin var en succes med et enormt fagligt udbytte. Det blev slået fast ved evalueringen på det ordinære Ungebyrådsmøde onsdag aften i Aalborg Byrådssal.

Mega fedt initiativ

Hvad indebærer begrebet ytringsfrihed? Er det læreren eller eleven, der bør bekæmpe mobning i skolen? Og hvordan former en helt almindelig retssag sig i Danmark? Det var spørgsmål som disse, der var i fokus, da et par hundrede elever fra Aalborg Kommunes 7. klasser ved “Demokratidag 2025” fik muligheden for at lære om de demokratiske processer såvel nationalt som internationalt.

Eksperter i at være unge

Når man er ung, er det ikke altid lige nemt at finde ud af, hvordan man får indflydelse i samfundet. Det problem vil UngAalborg hjælpe den aalborgensiske ungdom med at finde løsningsmuligheder til, og derfor har man ansat fire unge voksne – heriblandt Mille Vistisen og Dea Depenau – til at kommunikere demokrati, holdningsdannelse og medborgerskab overfor jævnaldrende.