Der bliver gang i den i Aalborg onsdag 5. marts. På 10 lokationer rundt om i byen ved Limfjorden får et par hundrede elever fra Aalborg Kommunes 7. klasser muligheden for at lære om de demokratiske processer i det danske samfund.
“Jeg garanterer, at eleverne får en fed oplevelse,” siger UngAalborgs medarbejder Else Petersen, der er tovholder for “Demokratidag 2025”.
Hun havde tirsdag formiddag på BlokX i Karolinelund samlet den nyetablerede Ung til Ung-formidlergruppe, “Ungekrati”, til et sidste planlægningsmøde. Her diskuterede Else Petersen sammen med ‘ungekraterne’ Axel, Mathilde og Dea programmet for deres workshop, der afvikles i Foredragssalen ved Byrådssalen.
Planen er at man vil give eleverne en oplevelse af demokratiske processer og samtidig skabe en forståelse for deres egne muligheder for indflydelse. I den forbindelse kommer eleverne til at arbejde i små grupper. Målsætningen er at øvelsen skaber diskussion og refleksion om demokratiets rolle.
“7. klasse-eleverne kan se frem til en spændende dag med masser af aktiv læring,”
siger Else Petersen.
“Demokratidag 2025”, der afvikles i et samarbejde mellem UngAalborg og UCN, indledes klokken 9 og slutter fem timer senere.
Det er planen, at alle klasser skal deltage i sammenlagt fire workshops, der hver især vil vare 50 minutter.
De 10 workshops:
- Hvilken styreform er bedst? (lokation: Teater Nordkraft)
- Medier i et demokrati (lokation: Det hem’lige Teater)
- Ung til Ung Demokrati (lokation: Foredragssalen ved Byrådssalen)
- Grønlands fremtid (lokation: Folkekirkens Hus)
- Finansminister for en dag (lokation: Salen på BlokX, Karolinelund)
- Grundlovsforhør (lokation: Rådhuset, Gammeltorv)
- Bæredygtighed og forbrugeradfærd (lokation: Studenterhuset)
- Mine penge og hvordan får jeg flere af dem? (lokation: Hovedbiblioteket)
- Kriminalitet og straf (lokation: Læringsrummet på BlokX)
- Audiens hos Ungebyrådet (lokation: Byrådssalen, Medborgerhuset)
Mere om “Demokratidag 2025” HER
Mere om UngAalborgs nye ‘ungekrati’-projekt HER
